Zoom by Zoom vender tilbage til Skive med ny salon
Julie Ellebæk og Kristina Højris Nielsen åbner den 3. november en ny Zoom by Zoom-salon i Skive. De to erfarne frisører vil sætte faglighed, farvebehandlinger og personlig rådgivning i centrum.
Foto: Zoom by Zoom
Frisørkæden Zoom by Zoom vender tilbage til Skive, når Julie Ellebæk og Kristina Højris Nielsen den 3. november åbner en ny salon på Østergade 15A.
De to frisører har begge mange års erfaring fra frisørbranchen i Skive og kommer senest fra Salon Artec, der for nylig lukkede. Nu etablerer de en ny salon som en del af Zoom by Zooms franchisefællesskab.
– Vi glæder os helt vildt til at slå dørene op og byde kunderne indenfor i nogle helt nye og skønne rammer. Vores ambition er at skabe et sted, hvor man kan sætte hverdagen lidt på pause, føle sig godt tilpas og nyde at blive forkælet, fortæller Julie Ellebæk.
Farvebehandlinger og faglig udvikling
Begge frisører har stor erfaring med klipning, farvning og personlig rådgivning. Særligt farvebehandlinger bliver et vigtigt kompetenceområde i den nye salon.
Julie Ellebæk blev i 2025 ifølge Zoom by Zoom Danmarks første farvespecialist uddannet hos L'Oréal.
Valget af Zoom by Zoom skyldes blandt andet muligheden for at kombinere selvstændighed med faglig sparring og udvikling i et større netværk.
– Vi får mulighed for at skabe præcis den salon, vi drømmer om, samtidig med at vi bliver en del af et stærkt fællesskab med fokus på faglig udvikling, inspiration og sparring, siger Julie Ellebæk.
Tilbage i velkendte lokaler
Åbningen markerer samtidig et gensyn med Skive for Zoom by Zoom. Kædens stiftere, Marianne Henriksen og Kristian Bertelsen, har tidligere drevet salon i byen.
De nye lokaler på Østergade 15A har desuden en særlig historie. Her drev Marianne Henriksen for 11 år siden frisørsalonen Nais Coiffure.
– Det er faktisk lidt sjovt, at Zoom by Zoom nu vender tilbage til Skive, og endda til præcis de lokaler, hvor jeg selv tidligere har haft salon. Men først og fremmest er vi rigtig glade for at få Julie og Kristina med i Zoom by Zoom-fællesskabet, fortæller Marianne Henriksen.
Den nye salon indrettes med fokus på lyse omgivelser, personlig betjening og individuelle behandlinger.
Zoom by Zoom Skive åbner tirsdag den 3. november, og onlinebookingen er allerede åben.
Kilde: Zoom by Zoom
