Nye regler strammer kravene til grøn beauty-markedsføring
Beautybrands og saloner skal kunne dokumentere grønne budskaber i markedsføringen. Nye EU-regler skærper kravene til ord som ”grøn”, ”bæredygtig” og ”miljøvenlig”.
Foto: 123rf.com
Ord som ”grøn”, ”bæredygtig” og ”miljøvenlig” bruges flittigt på tværs af beautybranchen. Men fra 27. september 2026 er kravene til den slags budskaber blevet skærpet.
Nye EU-regler skal beskytte forbrugerne mod vildledende grøn markedsføring og samtidig sikre mere fair konkurrence for virksomheder, der reelt investerer i den grønne omstilling.
Det betyder blandt andet, at virksomheder ikke må bruge generelle udsagn som ”grøn”, ”bæredygtig” eller ”miljøvenlig”, medmindre de kan dokumentere påstanden.
For frisør- og beautybranchen er reglerne relevante både for producenter og leverandører, der markedsfører produkter, og for saloner og webshops, der bruger grønne budskaber i deres egen markedsføring.
Dokumentationen skal være på plads
Baggrunden er EU's Empowering Consumers for the Green Transition-direktiv, som nu er implementeret gennem ændringer af den danske markedsføringslov.
Forbrugerombudsmanden har i forbindelse med de nye regler revideret sine anbefalinger om brug af klima-, miljø- og bæredygtighedsudsagn. Formålet er at gøre det tydeligere for virksomhederne, hvilke krav deres grønne markedsføring skal leve op til.
For beautyvirksomheder betyder det, at grønne budskaber om eksempelvis produkter eller virksomheden bør vurderes nøje, inden de bruges på emballage, hjemmesider, sociale medier eller i anden markedsføring.
”Den grønne omstilling må ikke reduceres til smarte ord og tomme løfter. Når forbrugerne vælger et produkt, fordi det bliver markedsført som grønt, skal de kunne have tillid til, at der er noget reelt bag,” siger erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard.
De skærpede regler betyder dermed, at saloner, brands og leverandører har god grund til at gennemgå deres grønne kommunikation og sikre, at de udsagn, der anvendes, kan dokumenteres.
Kilde: Erhvervsministeriet
