Personlig pleje er vigtig i hverdagen
En ny undersøgelse viser, at danskerne forbinder kosmetik og personlig pleje med langt mere end udseende. Produkterne spiller også en vigtig rolle for velvære og sundhed.
Foto: 123rf.com
Kosmetik og personlig pleje handler ikke kun om skønhed. For langt de fleste danskere er produkterne en vigtig del af hverdagen og tæt forbundet med velvære, sundhed og følelsen af at passe på sig selv.
Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Ifop har gennemført for Kosmetik- og hygiejnebranchen.
Hele 96 procent af danskerne mener, at kosmetik og personlige plejeprodukter er en vigtig eller meget vigtig del af deres dagligdag. Det gælder produkter som shampoo, sæbe, hudpleje, tandpasta og solcreme.
Personlig pleje handler også om velvære
Blandt danskere med en personlig plejerutine svarer tre ud af fire, at rutinen er med til at understøtte deres velvære og sund aldring.
Samtidig forbinder 85 procent hudpleje med at beskytte og vedligeholde huden, mens 83 procent mener, at solcreme også bidrager til at beskytte mod sundhedsrisici.
Ifølge Christian Ditlev Lund, kommunikationschef i Kosmetik- og hygiejnebranchen, viser undersøgelsen, at personlig pleje har en bredere betydning end det rent kosmetiske.
Vi taler ofte om kosmetik og personlig pleje som noget, der handler om udseende. Men det perspektiv bliver for snævert. Når man ser på danskernes egne svar, bliver det tydeligt, at produkterne også er tæt forbundet med nogle af de mest grundlæggende ting i livet: at passe på sig selv, føle sig godt tilpas og kunne fungere i hverdagen, siger han.
