Jeg er skønhedsaktivist
Consious beauty er det nye. Og det er ikke bare et buzzword eller en trend. Det er en måde at tænke og leve på. Det er det også for Ronja Justesen, der står bag det nye beautybrand Astalou. ”Skønhedspleje må aldrig være et valg mellem at være god ved dig selv eller at være god ved naturen”, siger hun.
”Jeg var parat til at udfordre skønhedsindustriens normer, og jeg var fast besluttet på at skabe fuld gennemsigtighed. Mit mål var og er, at det skal være så nemt som muligt at træffe sikre og bevidste skønhedsvalg, og samtidig vil jeg gøre en forskel”. Det fortæller Ronja Justesen, om starten på det nye skønhedsbrand Astalou, der blev nomineret til bedste nye danske brand ved Danish Beauty Awards.
Ronja har ingen baggrund i skønhedsverdenen, faktisk kommer hun fra den finansielle verden, så det var noget at et karriereskift, da hun i 2020 valgte at kaste sig over skønhedsbranchen og endda den meget krævende consious beauty-del af den. Men hendes udgangspunkt var det bedste af alle, nemlig hendes egen personlige historie.
Jeg forsøgte at blive gravid, og jeg var igennem flere års fertilitetsbehandlinger. Mine frustrationer voksede, og jeg ledte efter alle mulige forklaringer på, hvorfor situationen var, som den var. I den søgen blev jeg opmærksom på, at mange af mine yndlingsskønhedsprodukter faktisk indeholdt ingredienser, der potentielt kunne forstyrre min hormonbalance eller skade miljøet og det blev startskuddet til Astalou”, forklarer Ronja, der i dag heldigvis er blevet mor.
Det har været vigtigt for Ronja at give forbrugeren fuld gennemsigtighed. Derfor er Astalou både certificeret med Svanemærket, COSMOS Organic Label og Vegan Trademark. ”Det er vi, fordi vi er fast besluttet på at forandre tingene til det bedre”.
Kombinationen af certificeringer er faktisk sjældent set, og den er vanskelig at arbejde med. ”Men den sikrer, at det fodaftryk, vi efterlader, er så let som muligt, og at vi lever op til de strengeste krav i alle faser af vores produkters livscyklus. Hvert eneste skridt, vi tager, bliver evalueret for at sikre, at vi tager ansvar for den påvirkning, vi har, hele vejen fra oprindelse til nedbrydning”, forklarer Ronja.
Hun fornemmer, at ikke mindst den yngre generation af forbrugere er blevet meget mere opmærksom på, hvad vi udsætter vores krop for. Hvor det tidligere handlede om Clean Beauty, handler det i dag om Conscious Beauty, hvilket betyder, at man ser på produktet som en helhed. Dvs at en etisk og miljømæssig påvirkningsanalyse er lige så vigtig som personlige prioriteter. “Og det er netop kernen i Astalous filosofi”, lyder det.
Inspiration fra den schweiziske og den danske natur
Ronja er dansk, men de seneste 11 år har hun boet i Schweiz, og hun fortæller, at hun betragter begge landene som hjem. Derfor er inspirationen til produkterne i serien også hentet fra både den schweiziske og den danske natur.
Men produkterne er produceret i Danmark. ”Vi undersøgte produktionsfaciliteter i både Tyskland og Schweiz, men at udvikle en serie af hudplejeprodukter, der lever op til alle de krav, som tre af verdens strengeste certificeringer har til sammen, er mildest talt en kompleks sag. De dygtige folk på vores danske laboratorium ved, hvad der skal til. De er certificerede, innovative, prisvindende markedsledere inden for mild, miljøvenlig hudpleje, og de har 40 års erfaring. De er kort sagt de bedste til jobbet".
Astalou’s signaturduft er udviklet i Frankrig, og Ronja fortæller, at det tog over et år at skabe den, fordi den selvfølgelig skulle være uden de 26 deklarationspligtige, allergene dufte.
”Samtidig ville vi skabe en unisexduft, der ikke kun duer til kvinder, og det var noget af en udfordring, da mange friske dufte enten er kemisk fremstillet eller indeholder et eller flere af de 26 allergifremkaldende duftstoffer, som EU anbefaler at undgå. Derfor tog det utrolig lang tid at udvikle vores signaturduft, som kun indeholder økologiske og svanemærkede ingredienser for at minimere risikoen for allergi og irritation”.
Men for Ronja er det altoverskyggende, at alt bliver gjort ordentligt, og her mener hun, hun kan hente noget i sin baggrund i den finansielle verden. ”Jeg er vant til at gå i dybden og blive ved med at gennemarbejde tingene med en nysgerrighed, en grundighed og en stædighed”, fastslår hun.
Det var også vigtigt for hende, at Astalou ikke alene var effektivt, men også signalerede luksus og var lækkert at bruge. Netop derfor var det essentielt at finde de rigtige samarbejdspartnere, hvor både værdierne og kravene til certificeringer med videre kunne kombineres og opfyldes.
Jeg vil skabe en helhed
Ronja arbejder selv meget med både ingredienser og emballage, for det er vigtigt for hende at skabe en helhed, og både produkter og emballage kan være mange gange frem og tilbage, inden hun er tilfreds. ”Det handler om, hvordan det føles på kroppen, og hvordan det dufter. En ingrediens kan være nok så effektiv, men hvis dens duft bliver for gennemtrængende i formuleringen og ikke giver den ønskede sensoriske oplevelse, bliver den fjernet”, forklarer hun.
Hun samarbejder naturligvis med både dermatologer og kemikere, der også er inde over udviklingen af produkterne. Ronja fortæller, at det er en langsommelig proces at udvikle produkter, der både lever op til hendes egne ambitioner og de skrappe certificeringskrav. Så selv om hun etablerede Astalou i 2020, kom de første produkter faktisk først på markedet i marts 2023, og de blev tilgængelige i Danmark fra efteråret 2023.
Allerede nu løfter hun sløret for, at der er nye produkter på vej, men præcist hvornår de kommer på markedet, vil hun ikke sige noget om, for de frigives ikke, før de er 100 pct. i orden, og når de er det, skal de certificeres, hvilket også sagtens kan tage tre måneder”, understreger hun.
Allerede nu er der dog en fuld serie, som forbrugerne kan kaste sig over. Den rummer en Comforting Cleansing Milk, en Hydrating Facial Mist, en Firming Face Cream, en Nourishing Body Lotion, en Rejuvenating Hand Cream samt en Purifying Hand Soap.
Når man arbejder med certificeringer som Astalou, er det en kontinuerlig proces. Både Svanemærket og COSMOS kan ændre deres krav baseret på nye data, og så skal produkterne tilpasses. "Så det er en løbende proces; man får ikke bare en certificering, og så er det det. Men det giver samtidig forbrugeren tryghed i, at de produkter, de køber, virkelig lever op til alle gældende krav, og at vi hele tiden bevæger os i en mere bæredygtig retning på både ingrediens- og emballagesiden".
Det er meget vigtigt for Ronja, at alle produkterne har alle certificeringer, og sådan skal det også være fremover, i det omfang hvor det er muligt. F.eks. indeholder solcremer ofte kemiske solfiltre, da denne kombination giver den mest optimale bredspektrede beskyttelse mod både UVA- og UVB-stråling. Men da solfiltrene er kemiske, vil de ikke kunne opnå COSMOS-certificering. Da solcreme er et uundværligt produkt, vil dette fx være et sted, hvor jeg er villig til at gå på kompromis med de tre certificeringer", lyder det.
Der er en efterspørgsel
Ronja er ikke i tvivl om, at der er en efterspørgsel og et større fokus på produkter, der tager hånd om både mennesker og natur, og holdningen om, at naturlige produkter ikke kan noget, er også ændret.
”Der er kommet en større anerkendelse af de naturlige produkter, og efterspørgslen på dem er stigende. Faktisk viser undersøgelser, at en ud af tre ønsker flere miljørigtige og bæredygtige produkter, og min fornemmelse er klart, at folk er nysgerrige på at lære, og modtage viden om produkterne”, siger Ronja.
Der er med andre ord et stort fokus på at passe på os selv og de næste generationer, og en holdning til, at jo færre hormonforstyrrende ingredienser, vi udsættes for, jo bedre. Og med certificeringerne bliver det klart og tydeligt for forbrugerne, hvad de skal gå efter.
For Ronja var der ingen vej tilbage, da hun opdagede, hvordan tingene i virkeligheden hang sammen. ”Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg lovede mig selv, at jeg ville skabe en serie af skønhedsprodukter, der kunne give min hud glød og give mig en følelse af selvforkælelse, men uden at skade min krop eller naturen. Mine produkter skulle være bæredygtige på alle måder, men også delikate og eksklusive. Effektive, men nænsomme, og med den sanselighed i tekstur, duft og design, som er altafgørende for alle, der sætter pris på uforfalsket luksus. Og som en sand skønhedsaktivist vil jeg løbende sikre mig, at Astalou er ansvarlig hele vejen fra oprindelse til nedbrydning”, slutter hun.