Black Friday er blevet en hel sæson – hvad betyder det for frisørbranchen?
NielsenIQ peger på, at årets sidste kvartal er den vigtigste salgsperiode for beauty, og at Black Friday i stigende grad handler om hårteknologi, gavekøb og onlinehandel. For frisørsaloner åbner det for en oplagt mulighed: at gøre november til mere end en måned med rabatter.
ifølge NielsenIQ står fjerde kvartal for 29 procent af det globale beauty-markeds værdisalg, derfor skal der allerede nu tænkes Black Friday. Foto: 123rf.com
Black Friday er ikke længere bare én fredag i november. Salgsdagen er blevet til en salgsuge – og i nogle markeder nærmer den sig en hel måned med tilbud, ønskelister og kampagner. Samtidig er beauty blandt de kategorier, der oplever et markant løft, når Black Friday rammer.
Det viser en ny analyse fra NielsenIQ, Beauty’s Black Friday Expectations 2026, som ser nærmere på forbrugernes adfærd og udviklingen inden for beauty omkring årets store salgsperiode. Og selv om tallene er globale eller baseret på udvalgte europæiske markeder, er der flere interessante pointer for frisørbranchen.
For én ting står klart: Hår og hårteknologi fylder meget, når forbrugerne går på jagt efter Black Friday-køb.
Årets vigtigste beauty-kvartal
Hvis man som frisør normalt forbinder årets travleste periode med december og julegaveindkøb, er der god grund til at begynde lidt tidligere.
Ifølge NielsenIQ står fjerde kvartal for 29 procent af det globale beauty-markeds værdisalg. Til sammenligning står første kvartal for 23 procent, andet kvartal for 25 procent og tredje kvartal igen for 23 procent. Europa ligger på 28 procent i fjerde kvartal.
Det er med andre ord ikke kun julen, der driver salget. Q4 er blevet en samlet shoppingperiode, hvor Black Friday, Singles Day, adventskalendere, sæsonkampagner og julegaver spiller sammen.
NielsenIQ beskriver november som en central måned for beauty. Black Friday falder den fjerde fredag i november, mens Cyber Monday følger efter, og allerede tidligere på måneden ligger Singles Day den 11. november. Samtidig begynder mange Black Friday-kampagner i stigende grad før selve dagen.
For frisøren betyder det, at november kan være interessant at tænke som en hel salgsperiode frem for en enkelt kampagnedag.
Hårværktøj ligger i front
Det mest interessante for frisørbranchen findes måske på NielsenIQ's kategorioversigt.
I EU5 – Storbritannien, Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien – steg salget af hårpleje, accessories og apparater til et indeks på 278 i Black Friday-ugen, hvor en gennemsnitlig uge er indeks 100. Det placerer kategorien øverst blandt de beauty-kategorier, NielsenIQ har målt.
Til sammenligning lå parfume på 225 og ansigtskosmetik på 216. Lip cosmetics nåede 184, skin conditioning og moisturising 169, mens eye cosmetics lå på 151. Conditioner nåede 137.
Produkterne er i fokus på Black Friday, så sørg også for at have gaveæsker og andre julegaveideer på hylderne. Foto: 123rf.com
Tallene fortæller ikke, at forbrugerne nødvendigvis køber flere shampooer og balsammer. De peger snarere på, at hårteknologi og accessories er særligt stærke Black Friday-produkter.
Det er værd at have i baghovedet, hvis man driver salon med salg af føntørrere, stylere, børster, glattejern eller andre professionelle redskaber.
For kunden kan Black Friday være det tidspunkt, hvor et produkt, man længe har overvejet, pludselig bliver aktuelt.
NielsenIQ's analyse af beauty devices understøtter netop den pointe. I deres data fremgår det, at forbrugere ofte planlægger eller bliver motiveret til at købe dyrere produkter, herunder beauty devices, i forbindelse med Black Friday. I den undersøgelse angav 36 procent, at kampagner var blandt de tre vigtigste årsager til deres endelige køb.
Salonen har noget, nettet ikke har
Black Friday er samtidig blevet en meget digital begivenhed.
NielsenIQ's data viser et beauty-indeks på 245 for e-handel under Black Friday, mod 114 i fysiske butikker. Til sammenligning lå beauty samlet på indeks 145. Det betyder, at den digitale handel får et langt større løft end den fysiske handel under perioden. NielsenIQ registrerede desuden 6 procent vækst i beauty-værdisalget på Black Friday sammenlignet med Black Friday 2024.
Det er en vigtig pointe for frisørsalonen. For hvis kunden allerede er på nettet og leder efter en ny hårtørrer eller styler, er konkurrencen ikke nødvendigvis den lokale salon på den anden side af byen. Det kan lige så godt være en international webshop.
Men salonen har en fordel, som webshoppen ikke har: faglig rådgivning.
Frisøren ved, hvilken hårtype kunden har, hvordan håret bliver stylet, hvilke behov kunden har, og hvilke produkter der faktisk passer til den enkelte. Det kan bruges aktivt i Black Friday-perioden – uden nødvendigvis at gøre salonen til en discountbutik.
Fra rabat til rådgivning
En Black Friday-strategi behøver derfor ikke begynde med spørgsmålet: Hvor mange procent skal vi sætte ned? Det kan lige så godt begynde med: Hvad kan vi hjælpe kunden med at finde?
Har kunden brug for en ny føntørrer? Er det tid til at skifte det gamle glattejern ud? Kunne en god børste eller et stylingredskab gøre hverdagen lettere? Her kan frisøren bruge november til at sætte fokus på produkter, som både løser et konkret behov og egner sig som gave.
NielsenIQ peger generelt på, at årets sidste måneder er præget af gavekøb inden for blandt andet dufte, gaveæsker og beauty devices. Det åbner også for en anden mulighed: at gøre salonens produkter mere gavevenlige.
En stylingpakke. En hårplejepakke. Et gavekort kombineret med et produkt. Eller måske en mindre gaveæske med produkter, som frisøren har sammensat til en bestemt hårtype.
Det behøver ikke være kompliceret. Det afgørende er, at kunden får hjælp til at vælge.
Black Friday begynder før Black Friday
En af NielsenIQ's tydeligste pointer er, at Black Friday ikke længere er koncentreret omkring én dag.
På det britiske marked viser NielsenIQ's digitale købsdata, hvordan salgsperioden gradvist er blevet længere. Det, der tidligere var en enkelt salgsdag, udviklede sig til en salgsuge og er nu i stigende grad en periode på omkring to uger, hvor tilbuddene begynder tidligere.
Det ændrer også kundens forventning.
Hvis man først kommunikerer fredag morgen, er man potentielt sent ude. NielsenIQ anbefaler, at brands allerede i begyndelsen af oktober begynder at skabe opmærksomhed, opbygge ønskelister og arbejde med genaktivering af kunder.
For en salon kan det oversættes til noget langt mere enkelt.
Fortæl kunderne, hvad der kommer. Vis produkter på sociale medier. Lav små videoer, hvor frisøren demonstrerer et stylingredskab. Fortæl, hvem det passer til. Brug nyhedsbrevet. Og spørg eventuelt kunderne i stolen, om de mangler noget til deres egen hårpleje eller allerede er begyndt at tænke på julegaver.
På den måde bliver Black Friday ikke et isoleret opslag, men en del af salonens kommunikation i ugerne op til.
Kend forskel på kunderne
En anden interessant pointe i NielsenIQ's materiale er, at forskellige forbrugergrupper har forskellige beauty-prioriteter.
I undersøgelsen varierer kategorierne blandt andet efter generation, køn og marked. Eksempelvis fylder hair care accessories og appliances mere blandt boomer-mænd i det viste datasæt, mens parfume er en fremtrædende kategori blandt Gen Z-mænd og millennial-kvinder.
Det understreger værdien af ikke at kommunikere Black Friday ens til alle.
En kunde, der allerede køber stylingprodukter i salonen, kan være mere relevant at præsentere for et nyt stylingværktøj. En anden kunde leder måske efter en gave. En tredje vil hellere have en behandling eller et gavekort.
Jo bedre salonen kender sine kunder, desto mindre behøver kommunikationen at handle om rabat.
Gør november til en anledning
NielsenIQ's anbefaling til brands og retailers er at betragte Black Friday som en peak-sæson snarere end blot en kampagnedag. Det indebærer blandt andet planlægning af lager, koordinering mellem online og fysisk salg samt tidlig kommunikation.
For frisørsalonen er skalaen naturligvis en anden. Men princippet kan stadig bruges.
Planlæg hvilke produkter, der skal være i fokus. Sørg for, at der er varer nok på hylderne. Lav eventuelt særlige bundles. Tænk gavekort ind. Og beslut på forhånd, hvordan kunderne skal møde kampagnen – i salonen, på Instagram, Facebook, via mail eller flere steder.
Og vigtigst: Lad ikke Black Friday overskygge det, frisøren kan, som en webshop ikke kan.
For i sidste ende handler en god Black Friday-indsats måske mindre om at sælge mest muligt på én dag og mere om at bruge den store opmærksomhed omkring beauty til at få kunden til at stoppe op, spørge og få rådgivning.
NielsenIQ's tal viser, at hår og hårteknologi allerede står stærkt i Black Friday-perioden. Den næste opgave for frisøren er at omsætte den interesse til noget, der giver mening i salonen – og for kunden.
Alle tal og observationer i artiklen er baseret på NielsenIQ's rapport Beauty's Black Friday Expectations 2026. Rapporten bygger blandt andet på NielsenIQ Omnishopper Panel, NielsenIQ Omnisales, NielsenIQ Retail Measurement og NielsenIQ Digital Purchases. Beauty er i rapporten defineret som cosmetics, fragrances, hair care og skin care, inklusive sun care.
