Nye regler om produktansvar kan ramme beautybranchen
Et nyt lovforslag udvider ansvaret for defekte produkter og ændrer reglerne for erstatning. Det kan få betydning for frisørsaloner, beautyforhandlere og importører af kosmetik og udstyr.
Foto: 123rf.com
Virksomheder i frisør- og beautybranchen skal forberede sig på nye regler om produktansvar. Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag, der udvider ansvaret for defekte produkter og gør det lettere for skadelidte at rejse erstatningskrav.
Lovforslaget bygger på et EU-direktiv og forventes at træde i kraft den 9. december 2026. Det oplyser Dansk Erhverv.
Ændringerne kan blandt andet få betydning for virksomheder, der importerer, distribuerer eller sælger kosmetik, hårplejeprodukter og elektrisk udstyr.
Flere virksomheder kan blive ansvarlige
En af de væsentligste ændringer er, at flere aktører kan få ansvar for skader forårsaget af defekte produkter.
Producenten vil som udgangspunkt fortsat være ansvarlig. Men hvis producenten er etableret uden for EU, kan blandt andre importører, producentens bemyndigede repræsentanter og udbydere af distributionstjenester også blive ansvarlige.
Det eksisterende danske mellemhandleransvar videreføres under betegnelsen distributøransvar.
For beautybranchen betyder det, at virksomheder, der importerer eller videresælger produkter, bør være opmærksomme på deres rolle i leverandørkæden.
Digitale produkter bliver omfattet
Produktansvaret udvides samtidig til også at omfatte software, digitale produktionsfiler og visse digitale tjenester, der er nødvendige for et produkts funktion.
Derudover bliver det muligt at kræve erstatning for ødelagte eller beskadigede data, når de ikke anvendes erhvervsmæssigt.
Lovforslaget ændrer også reglerne om bevisførelse. Domstolene får i visse tilfælde mulighed for at pålægge virksomheder at fremlægge dokumentation, og der indføres nye regler om, hvornår et produkt kan formodes at være defekt.
Erstatningskrav kan rejses efter 25 år
En anden væsentlig ændring vedrører fristen for at rejse erstatningskrav.
I særlige tilfælde, hvor symptomerne på en personskade først viser sig efter lang tid, udvides den absolutte frist fra 10 til 25 år. Det kræver lægelig dokumentation for, at skaden er længe om at vise sig.
Dansk Erhverv anbefaler virksomheder allerede nu at undersøge, om de bliver berørt af ændringerne.
For frisør- og beautyvirksomheder kan det være relevant at gennemgå leverandøraftaler, produktdokumentation og ansvarsfordeling, særligt ved import af produkter fra lande uden for EU.
Lovforslaget er endnu ikke vedtaget.
Kilde: Dansk Erhverv
