Vi bygger et brand, hvor frisøren kan vokse

Den svenske salon- og produktvirksomhed Headon har sat kurs mod Danmark. Med en stærk partnerstruktur, en ambitiøs produktstrategi og en klar vision om at udvikle frisørfaget vil CEO og stifter Henrik Danielsson skabe et brand, hvor faglighed, frihed og forretning går hånd i hånd.

Foto: HeadOn

19.05.2026

Pia Finne, hair.dk

Der er kun 20 minutter med toget fra Malmö til København. Alligevel føles afstanden længere, hvis man ser på frisørmarkedet. Den distance vil svenske Headon nu forkorte. Med en stærk salonforretning, et voksende produktbrand og en ambitiøs partnerstruktur er CEO og stifter Henrik Danielsson klar til at tage næste skridt: Danmark.

“Jeg plejer at sige, at København er min hovedstad. Den føles mere kontinental end Stockholm,” siger han med et smil.

Men Headon er ikke bare endnu en salonkæde, der vil krydse Øresund. Det er et brand med en klar filosofi, en anderledes forretningsmodel og en ambition om at skabe et økosystem for frisører.

Fra frisørfamilie til brandbygger

Historien om Headon begynder – som så mange andre i branchen – i barndommen. Henrik Danielsson er vokset op i en frisørfamilie, hvor hans mor drev salon. Alligevel var det ikke en selvfølge, at han selv skulle gå samme vej. “Jeg ville faktisk ikke være frisør. Jeg kom ret sent ind i faget,” fortæller han.

Som 22-årig begyndte han at arbejde hos sin mor, og det blev startskuddet på en rejse, der skulle forme hans syn på branchen. Senere arbejdede han i Norge hos en stærk profil i industrien, hvor han oplevede, hvordan høj faglighed, struktur og uddannelse kunne løfte et brand.

“Jeg plejer at sige, at København er min hovedstad. Den føles mere kontinental end Stockholm,” siger Headon's CEO Henrik Danielsson, og han vil gerne udvide til Danmark. Foto: HeadOn

“Jeg lærte rigtig meget af at se, hvordan man bygger en virksomhed med fokus på kompetence og kvalitet. Det tog jeg med mig.”

I 2002 grundlagde han Headon i Malmö. Siden da har han arbejdet målrettet med at opbygge et brand, hvor kvalitet, viden og struktur er fundamentet.

Et brand bygget på faglighed og frihed

Headon er i dag meget mere end en kæde af saloner. Det er et brand med en tydelig identitet – men også en bevidst frihed til den enkelte frisør.

“Vi har aldrig styret det kreative hos frisøren,” understreger Henrik Danielsson. “Vi giver frihed. Det er vigtigt for os, at frisøren kan udtrykke sig.” Til gengæld er der klare rammer for alt det omkringliggende: kunderejsen, serviceniveauet, behandlingskvaliteten og den faglige udvikling.

“Vi arbejder meget struktureret. Vi bruger tid på behandlingerne, vi prioriterer dialogen med kunden, og vi investerer massivt i uddannelse.”

Headon har gennem årene markeret sig stærkt i konkurrencer og branchearbejde – med adskillige nomineringer og priser som Årets Frisør. Samtidig producerer de selv deres visuelle materiale og arbejder strategisk med billeder som en del af brandopbygningen.

I dag tæller virksomheden otte saloner, primært i og omkring Malmö og Lund, samt omkring 75 frisører og 20 elever.

Del-ejerskab som vækstmotor

En af de vigtigste årsager til Headons vækst de seneste år er en ændring i forretningsmodellen og introduktionen af del-ejerskab. “Vi begyndte med det for omkring fem år siden. Det har ændret alt,” siger Henrik Danielsson.

I stedet for traditionelle stoleleje-modeller eller rene ansættelser tilbyder Headon frisører muligheden for at blive medejere af salonen. Typisk ejer frisøren op til 49 procent, mens hovedselskabet ejer 51 procent. “Det vigtigste er ikke at eje mest – men at eje noget. Når du har en andel, føler du ansvar og engagement på en helt anden måde.”

Modellen har haft en markant effekt på både omsætning og kultur. “Vi har mere end fordoblet vores omsætning og næsten tredoblet den, siden vi introducerede del-ejerskab. Samtidig har det givet mig mulighed for at fokusere mere på strategi og udvikling.”

For tre år siden tog HeadOn et nyt skridt og lancerede deres egen produktlinje. Foto: HeadOn

Headon beskriver selv strukturen som en form for “mediefranchise”, hvor partnerne betaler en afgift til hovedselskabet, men til gengæld får adgang til brand, support, uddannelse og systemer.

En central del af Headons filosofi er at tilbyde flere karriereveje inden for samme brand. “Hvis du elsker hår, skal Headon være stedet, hvor du kan blive,” siger Henrik Danielsson.

Det betyder, at man som frisør ikke kun kan udvikle sig fagligt, men også vælge retning:

  • arbejde med uddannelse og elever
  • blive salonansvarlig
  • indgå i produktudvikling
  • eller blive medejer

“Vi har bygget en karrierestige. Det er vigtigt for os, at man kan se en fremtid i faget.”

Klar til København – men kun med den rette partner

Planerne om Danmark har været undervejs længe. Geografisk er det et oplagt skridt, men Henrik Danielsson er bevidst om, at det kræver den rette tilgang. “Vi vil ikke bare åbne en salon. Vi vil finde den rigtige partner.” Og strategien er klar: Headon vil etablere sig i København enten ved at starte en ny salon eller ved at indgå i et partnerskab med en eksisterende.

“Det skal være nogen, der deler vores værdier. Det er helt afgørende.”

Han ser også Danmark som en mulighed for at lære og udvikle brandet. “Der er en anden kultur i København, og den vil vi gerne være en del af. Vi tror, vi kan lære meget af hinanden.”

Headon positionerer sig i premium-segmentet, men uden at være blandt de absolut dyreste.

“Vi ligger lige under toppen prismæssigt. Men kvaliteten er høj.”

Prismodellen i salonerne afspejler erfaring og kompetence, og der arbejdes aktivt med elever som en integreret del af forretningen.

Produkterne: En fælles satsning

For tre år siden tog Headon et nyt skridt og lancerede deres egen produktlinje. Det er i dag et af virksomhedens vigtigste fokusområder. “Det er en fælles satsning. Produkterne bærer samme navn som brandet og er med til at styrke det.”

Men i en branche med tusindvis af produkter kræver det noget særligt at skille sig ud. Her har Headon valgt en anderledes tilgang: de involverer både frisører og kunder i udviklingsprocessen.

“Vi begynder med at spørge: Hvad mangler I på markedet?” Herefter indsamles data, eksisterende produkter analyseres, og prototyper udvikles i samarbejde med fabrikker, og testfasen er omfattende. “Vi har omkring 15 produktspecialister og op mod 70 frisører involveret, før vi sætter noget i produktion.”

Headon er et no-gender brand. Foto: HeadOn

Produkterne testes både i salon og på kunder, og feedbacken bruges til at justere formuleringer, konsistens og effekt. “Vi tester, tester og tester igen. Vi vil være sikre på, at det fungerer i praksis.”

HeadOn arbejder med bæredygtighed, men uden at gå på kompromis med performance.

“Vores produkter skal være de bedste for håret. Punktum.”

Herudover bruges der blandt andet genanvendt plast i emballagen, og i Sverige kan flaskerne pantes. Samtidig arbejdes der med så skånsomme ingredienser som muligt.

“Men vi er ikke et ‘grønt brand’, og vi går ikke på kompromis med kvaliteten.” Produkterne er desuden udviklet som “no gender” og med fokus på at kunne bruges af mange hårtyper – inspireret af det multikulturelle miljø i Malmö. “Vi har kunder fra over 170 nationer. Det stiller krav til, hvad produkterne skal kunne.”

En skarp prisstrategi

En af de store udfordringer i produktmarkedet er prisstruktur – især i en tid med stærk onlinehandel. Her arbejder HeadOn meget bevidst. “Alt handler om marginer.”

Brandet opererer både B2B og B2C og sikrer, at prisstrategien er ensartet på tværs af kanaler.

“Hvis der er kampagne online, så er der også kampagne i salonerne. Det er vigtigt for tilliden.”

Når HeadOn går ind i nye markeder som Danmark, vil de derfor også have en klar strategi for distribution og prissætning. “Man er nødt til at have styr på det fra start.”

Foto: HeadOn

Selvom Danmark er næste skridt, stopper ambitionerne ikke der. Headon arbejder allerede med eksport til Tyskland og har planer om yderligere international ekspansion.

“Vi ser Skandinavien som ét marked – men også som en del af noget større. Vores mål er at bygge et internationalt brand, men i et tempo, hvor organisationen kan følge med. Vi har bygget det her med egen kapital. Vi vokser i det tempo, vi kan håndtere.”

Et brand med retning

For Henrik Danielsson handler Headon i sidste ende om mere end saloner og produkter. Det handler om at skabe en platform for frisører.

“Vi vil være et sted, hvor du kan udvikle dig – uanset hvilken retning du vil.”

Med en stærk kultur, en anderledes ejerstruktur og en voksende produktportefølje står Headon nu klar til at tage skridtet ind i Danmark. Og hvis det står til Henrik Danielsson, er det kun begyndelsen. “Vi leder efter den rigtige partner. Når vi finder den, så er vi klar."

Icon Hair

Sponseret

Internationale profiler og kæmpe goodiebags

Foto: HeadOn

Foto: HeadOn

Foto: HeadOn

Foto: HeadOn

Foto: HeadOn

Relateret indhold

19.05.2026Hårklinikken

Sponseret

Er mineralsk olie skadelig for dit hår?

19.05.2026hair.dk

Vi bygger et brand, hvor frisøren kan vokse

18.05.2026Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Dine små venner i solens stråler

08.05.2026Hårklinikken

Sponseret

Oplever du kløe i hovedbunden?

06.05.2026Trontveit

Sponseret

Sommerens salonfavorit vender tilbage – nu også i 100 ml

05.05.2026hair.dk

25 år med hårløsninger, håndværk og håb

04.05.2026Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Mød Colin - styling med attitude

04.05.2026KAO DENMARK A/S

Sponseret

Nye lækre KMS hair produkter: CurlUp, Thermashape og HeadRemedy

Jobmarked

Se alle

Events

Se alle

Udgiver

Horisont Gruppen a/s

Strandlodsvej 44

2300 København S

Telefon: 53506060

www.horisontgruppen.dk

Copyright 2023