Skab oplevelser, relationer og forretning med din indretning

”Visual merchandising handler ikke om pynt. Det handler om forretning.” Det siger Stine Grubbe ekspert i visual merchandising, om den visuelle kraft, der ligger i salonindretningen og vinduesdekorationerne.

Foto: 123RF.com

29.07.2025

Pia Finne, hair.dk

Indretning og vinduesdekoration er ikke kun et spørgsmål om æstetik – det er et strategisk værktøj, der kan forvandle en frisørsalon fra en almindelig servicevirksomhed til et stærkt, emotionelt univers. Det mener Stine Grubbe, ekspert i visual merchandising og en af de mest erfarne rådgivere inden for butiksudvikling i Danmark.

”Alt for mange saloner og butikker undervurderer, hvad det visuelle kan. Det er ikke bare pynt. Det er et håndværk, der – når det bruges rigtigt – både kan løfte salget og styrke relationen til kunderne,” siger hun.

Stine Grubbe arbejder til daglig som rådgiver, foredragsholder og stylist med fokus på at optimere den visuelle kunderejse. Hun har bl.a. stiftet Dekoratør og Stylist Uddannelsen, en moderne version af den klassiske dekoratøruddannelse, og underviser både i korte og længere forløb med fokus på butiksindretning og visuel storytelling.

Indretning er ikke bare smag – det er strategi

Når Stine rådgiver om indretning, begynder hun altid med det visuelle udtryk.

”Vi sanser med øjnene først. Hele 80 procent af vores sanseindtryk er visuelle, og derfor er det visuelle det første, du skal have styr på, hvis du vil skabe en salon, som folk har lyst til at træde ind i – og vende tilbage til,” siger hun.

Stine Grubbe er rådgiver, foredragsholder, stylist og visual merchandiser med mange års erfaring fra både små og store virksomheder. Foto: Stine Grubbe

Hun understreger, at mange tror, det er nok at have sans for farver og lidt pæne møbler. Men visual merchandising handler om langt mere end smag.

”Det er ikke nok at stille nogle produkter op i vinduet og håbe, det virker. Du skal vide, hvordan du bygger et univers op, der afspejler din salon, dine værdier og den følelse, du vil vække hos dine kunder.”

Frisørsalonen som oplevelse

I en tid, hvor meget hårpleje kan købes online, skal den fysiske salon tilbyde noget andet end blot varer på hylderne. Den skal tilbyde en oplevelse.

”Det er ikke produkterne, der får kunderne til at vælge dig. Det er stemningen, relationen og det visuelle univers. Kunderne køber med hjertet – ikke med fornuften – og derfor skal du skabe en salon, der vækker følelser. Det handler om tryghed, genkendelse, æstetik og begejstring,” siger Stine.

”Markedet er under forandring. Det handler om at turde tænke nyt og se på forretningen med friske øjne. Dem, der går det, er dem, der overlever og trives.”

Vinduer, der vækker følelser

Også vinduesudstillinger – hvis salonen har et facadevindue – spiller en afgørende rolle i den visuelle rejse.

”Et godt vindue kan vække nysgerrighed, skabe et følelsesmæssigt bånd og invitere indenfor. Vinduer skal ikke bare vise produkter. De skal formidle stemning og identitet. For saloner, der sælger livsstil og velvære, skal vinduet afspejle netop det,” forklarer Stine.

Her anbefaler hun at arbejde med temaer – efter årstider eller med udgangspunkt i farver, værdier, materialer eller stemninger.

Værdier, der kan mærkes

I dag betyder salonens værdier mere end nogensinde. Er bæredygtighed vigtigt for dig? Arbejder du med naturlige produkter? Har du fokus på slow beauty, håndværk eller lokalt engagement?

En indretning skal vække følelser. Foto: 123RF.com

”Så skal det kunne ses – og mærkes. Det er ikke nok at skrive det på et skilt. Det skal være gennemført i både indretning, kommunikation og service. Ellers drukner du i mængden,” advarer Stine.

Hun opfordrer saloner til at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor skal kunderne vælge os frem for en anden salon eller webshop?

”Det handler ikke om, at du er sød og dygtig – det forventer kunderne allerede. Du skal finde dit særkende og formidle det visuelt. Det er her, visual merchandising bliver dit stærkeste kort.”

Fra inspiration til strategi

Stine advarer mod at tro, at man kan klare visual merchandising alene, bare fordi man har en god idé.

”Inspiration er ikke nok. Du skal også vide, hvordan du skaber flow, struktur og oplevelse. Mange henter idéer på Pinterest, men uden strategi og faglig viden bliver det hurtigt rodet eller utydeligt,” siger hun.

Hun oplever ofte, at forretninger gerne vil udvikle sig – men ikke ved, hvor de skal begynde.

”De ved ikke, hvad de ikke ved. Og det er dér, jeg kommer ind. Jeg hjælper med alt fra en hurtig gennemgang af forretningen til større udviklingsprojekter. Nogle gange er det bare små ændringer, der gør en stor forskel. Andre gange kræver det et nyt blik på hele forretningen.”

Et andet område, Stine Grubbe ofte taler med sine kunder om, er det lokale fællesskab.

Vinduerne i salonen skal også inddrages. Foto: 123RF.com

”Saloner og butikker skal ikke se hinanden som konkurrenter, men som en del af et fællesskab. Samarbejd, anbefal hinanden, lav events sammen og styrk det lokale liv. Det giver mening for både kunder og forretningen.”

Salonen som visuel fortælling

For Stine handler alt i sidste ende om én ting: At salonens visuelle udtryk fortæller den rigtige historie.

”Din salon skal være en fortælling, man har lyst til at træde ind i og blive en del af. Det handler ikke om at købe et produkt, men om at føle sig hjemme. Det kan være forskellen på, om du vokser – eller om du stagnerer.”

Og det kræver mod.

”Du skal turde få andre øjne på din salon. Det kan føles sårbart – men det kan være det bedste, du gør for din forretning,” slutter Stine Grubbe.

Worldline

Sponseret

Kan en frisør fra Fyn tjene 7.000 kr. på en time?

Relateret indhold

29.07.2025hair.dk

Skab oplevelser, relationer og forretning med din indretning

24.07.2025Trontveit

Sponseret

NYHED: Trontveits nye klippekappe

15.07.2025ZENZ

Sponseret

ZENZ fører arven fra KlipIN i Holbæk videre

15.07.2025hair.dk

Sådan tiltrækker du nye medarbejdere til din salon

14.07.2025hair.dk

Flaconi til Danmark

07.07.2025IdHAIR Company A/S

Sponseret

Alt er Nøje udvalgt - Obsessed Haircare

07.07.2025hair.dk

Rekordmange ældre fortsætter i arbejde

01.07.2025IdHAIR Company A/S

Sponseret

Upgrade – innovation og stort udvalg af stylingsværktøjer

Jobmarked

Se alle

Events

Se alle

Udgiver

Horisont Gruppen a/s

Strandlodsvej 44

2300 København S

Telefon: 53506060

www.horisontgruppen.dk

Copyright 2023