“Jeg tror, man får de kunder, man har fortjent”

Efter 60 år i familien er frisørfaget stadig en livsstil – og for Sascha Hirtsgaard handler det om at gøre en forskel for mennesker, drive en sund forretning og åbne døre for den næste generation.

Den nye udgave af Guys & Dolls i Helsingør. Foto: Sascha Hirtsgaard

09.06.2026

Pia Finne, hair.dk

Der er både historie og fremtid i Sascha Hirtsgaards salon i Helsingør.

I år markerer virksomheden 60-års jubilæum. Salonen blev grundlagt af hendes far i 1966, og Sascha har haft sin gang i den, siden hun var barn.

”Jeg har stået i den salon, siden jeg var på min datters alder,” fortæller hun.

Samtidig har hun netop gennemført en stor forandring. Få dage før påske flyttede hun salonen til nye lokaler – og gjorde det med en effektivitet, som siger meget om hendes tilgang til både fag og forretning.

”Da sidste kunde gik fredag, skruede vi den konsol, hun sad ved ned. Og det var det sidste element, der forlod den gamle salon, hvor vi dagen igennem skruede inventaret ned i takt med, at kunderne gik ud ad døren, og klokken halv otte om aftenen stod den nye salon arbejdsklar.”

Men selv om adressen er ny, er sjælen den samme.

Sascha med din datter og sin mor da Guys & Dolls fejrede 60 års jubilæum i ny lokaler. Foto: Sascha Hirtsgaard

Inventaret er i høj grad genbrug fra den gamle salon. Konsoller i galvaniseret stål, som en lokal smed fremstillede i 1987, har fået nyt liv og er i den nye salon blevet kombineret med nye stole. 

”Jeg kunne sagtens have købt nyt af det hele, men jeg ville gerne have, at den nye salon stadig havde vores DNA, og med mikset af nyt og gammelt er det samtidig en hyldest til fortiden, der er rykket med ind i fremtiden.”

Den beslutning er også et udtryk for hendes forretningsfilosofi: Man skal kende sin identitet og bruge sine ressourcer klogt.

Mindre butik, større frihed

Sascha fyldte 50 sidste år. Og et blev en anledning til at gøre status.

Tidligere var salonen større, med flere medarbejdere og et omfattende setup med blandt andet extensions og makeup. I dag har hun bevidst valgt en mindre og mere overskuelig model. ”Jeg ønsker ikke at være en del af det store cirkus. Og ærligt, så er det også svært at skaffe medarbejdere til en stor salon i en by som Helsingør.”

I dag består teamet af Sascha selv, en fuldtidsassistent, en deltidsassistent og en elev.

Det er et valg, der giver mere ro og færre bekymringer. ”Mange medarbejdere giver mange problemer. Færre medarbejdere giver færre problemer.”

Flytningen til mindre lokaler betyder samtidig, at huslejen er halveret.

”På sigt gør det en stor forskel. Det er dyrt at flytte, men det er sund fornuft på den lange bane.”

Sascha lægger ikke skjul på, at økonomi er afgørende, og her fortæller hun, at hun bl.a. har blandt hentet inspiration hos Dorte Holck, som hun var i Dofk Creative sammen med. ”Hun har styrket mit blik for vigtigheden i tallene, og hvis du kan spare en halv arbejdsdag om ugen på bedre systemer, så betyder det rigtig meget på bundlinjen.”

Den nye salon. Foto: Sascha Hirtsgaard

Hun opfordrer frisører til jævnligt at evaluere deres forretning.

”Vil du arbejde 60 timer om ugen eller 40 timer om ugen, tage en ordentlig pris for behandlingerne og tjene det samme?” For Sascha handler det blandt andet om at justere priserne i takt med omkostningerne.

”Vi steg for nylig med 4-5 procent. Ikke én kunde har kommenteret det. Alt bliver dyrere, og vi bliver fysisk slidte. Ingen sikrer os, hvis vi ikke selv gør det.”

Et fag med stor betydning

For Sascha er frisørfaget langt mere end hår. ”Vi betyder noget for vores kunder.”

Hun beskriver frisøren som en fortrolig, der følger mennesker gennem livets store begivenheder og svære perioder. ”Vi er med til konfirmationer, bryllupper, skilsmisser, sygdom og sorg. Vi rører ved mange mennesker.”

Sascha giver meget af sig selv, men har også lært at beskytte sig. ”Jeg har altid forklæde på. Det er mit usynlige skjold. Jeg tager kundernes historier ind, men ikke med hjem.”

Sascha Hirtsgaard er kendt for at sige sin mening. ”Tag mig, som jeg er.”

Hun har med årene lært at hvile i sig selv og sætte tydelige grænser. ”Hvis en kunde tager for meget energi, siger jeg: Du skal ikke booke hos mig fremover. Find en frisør, der passer bedre til dig.”

Den ærlighed gælder også i forhold til kundernes forventninger. ”Jeg er ikke plastikkirurg. Jeg er frisør, og jeg kan ikke trylle.” Og i en tid med filtre, AI og urealistiske billeder på sociale medier forsøger hun at møde kunderne med realisme.

Sascha har flyttet salonen til mindre lokaler og halveret huslejen. "Det betyder meget på en lange bane," siger hun. Foto: Sascha Hirtsgaard

”Hvis du har tyndt, krøllet hår, så får du ikke pludselig det glatte, kraftige hår, du har set på et billede på TikTok. Kig efter inspiration, der ligner dig selv.”

Salonen har kunder fra babyer til mennesker i 90’erne, og det brede kundegrundlag er en vigtig styrke. ”Der er et godt flow, og vi oplever faktisk tit, at unge kunder også gerne vil have erfaring.”

Sascha mener, at stabilitet og relationer er nøglen til en sund salon. ”Jeg tror, man får de kunder, man har fortjent. Og jeg har de bedste kunder i verden.”

At løfte de unge

Ved siden af salonen er Sascha verdenspræsident for Fondation Guillaume, ungdomsorganisationen i Intercoiffure Mondial. Det er en rolle, hun har arbejdet sig frem til gennem mange års engagement.

”Intercoiffure har betydet alt for mig,” siger hun og fortæller, at arbejdet har ført hende til alle verdens kontinenter, givet hende et globalt netværk og venner over hele verden.

”Jeg har oplevet ting, jeg aldrig havde drømt om.”

Saschas mission er klar: Hun vil åbne døre for unge frisører. ”Der var ikke nogen, der gjorde det for mig dengang. Derfor vil jeg gerne gøre det for andre, og det gør vi bl.a. når 10 af verdens bedste unge kommer på scenen til Intercoiffures verdenskongres i Paris seneste på året.”

Hun arbejder blandt andet med den internationale fotokonkurrence blandt FG-medlemmerne, og hun har etableret online uddannelsesaktiviteter, der giver unge frisører fra alle egne af verden – også dem, hvor mulighederne for uddannelse ikke er så store som andre steder – mulighed for at dygtiggøre sig.

”Hvis de griber mulighederne, kan de komme utrolig langt.”

Efter verdenskongressen i Paris, kommer et stort Intercoiffure-arrangement i Wien og ikke mindst København, som i 2028 bliver vært for verdens største samling af unge Intercoiffure-frisører.

”Og jeg glæder mig til at tage mit internationale team med til København.”

Stolt af rejsen

Når Sascha ser tilbage, er hun både stolt og taknemmelig.

Hun har videreført familiens virksomhed, skabt en sund forretning og opnået en international position, som ingen anden dansk frisør før hende. Og planen er at drive både salonen i Helsingør og ikke mindst arbejde med de unge i FG i mange år frem.

Foto: Sascha Hirtsgaard

”Jeg kan bevise mit værd. Og det er jeg stolt af.” Men vigtigst af alt elsker hun stadig frisørfaget. ”Jeg er glad og tilfreds med livet som frisør.”

Og efter en lang karriere med saksen i hånden er drivkraften den samme som altid: ønsket om at gøre en forskel – både for kunderne i stolen og for de unge frisører, der skal føre faget videre.

Icon Hair

Sponseret

Internationale profiler og kæmpe goodiebags

Relateret indhold

09.06.2026hair.dk

“Jeg tror, man får de kunder, man har fortjent”

08.06.2026Hårklinikken

Sponseret

Hvor tit skal man vaske hår?

26.05.2026hair.dk

Når frisøren bliver hårspecialist

20.05.2026ByWe

Sponseret

ByWe overtager BeautyWorks!

19.05.2026Hårklinikken

Sponseret

Er mineralsk olie skadelig for dit hår?

19.05.2026hair.dk

Vi bygger et brand, hvor frisøren kan vokse

18.05.2026Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Dine små venner i solens stråler

08.05.2026Hårklinikken

Sponseret

Oplever du kløe i hovedbunden?

Jobmarked

Se alle

Events

Se alle

Udgiver

Horisont Gruppen a/s

Strandlodsvej 44

2300 København S

Telefon: 53506060

www.horisontgruppen.dk

Copyright 2023