En rejse mellem turbulens, trofasthed og nye muligheder
Efter år med udfordringer har Schwarzkopf fundet fodfæste i Danmark. Steffen Mølgaard fortæller om rejsen, ambitionerne og om hvordan brandet i dag forener pålidelighed, innovation og bæredygtighed. Schwarzkopf har været igennem en turbulent periode på det danske marked, men nu bygges markedet langsomt og sikkert op – med fokus på grøn omstilling, stærke produkter og tætte relationer til frisørerne.
BLONDEME Purple range. Foto: Schwarzkopf
Når man taler med Steffen Mølgaard, mærker man hurtigt, at hans hjerte banker for Schwarzkopf. Han har været en del af brandet i Danmark i mange år, og dermed også en del af en rejse, der har budt på både modvind, stille perioder og en ny begyndelse. I dag er han agent for Schwarzkopf i Danmark og driver organisationen fra sit eget hjem – med et lille, erfarent team og store ambitioner for fremtiden.
”Så jeg har egentlig aldrig været væk fra Schwarzkopf,” indleder Steffen med et smil. ”Men ingen tvivl om det: Jeg har været med på en tumultarisk rejse.”
Historien begynder tilbage i Bella Vista-tiden, hvor Schwarzkopf blev bygget stærkt op i Danmark. Da Henkel i 2012 overtog Bella Vista, ændredes tingene. Organisationen blev flyttet fra Danmark til Sverige, og mange ansatte blev opsagt.
”Det var nogle hårde år,” husker Steffen. ”Vi kæmpede virkelig for at fastholde de kunder, vi havde, og et tysk ansættelsesstop gjorde det endnu mere vanskeligt for os, at få virksomheden til at fungere. Det betød, at vi gik fra at være ni sælgere til blot at være tre.”
Mellem 2012 og 2015 levede organisationen i en slags skyggetilværelse. I 2015 fik Steffen muligheden for at starte hos IdHAIR – og han foreslog at tage Schwarzkopf med ind under IdHAIRs paraply.
Steffen Mølgaard. Foto: Steffen Mølgaard
”Det var en god løsning på papiret, men ikke optimalt, og da kontrakten udløb, forlængede vi ikke. Men jeg kunne mærke, at mit hjerte stadig bankede for Schwarzkopf. Det var dér, jeg hørte til, og i fuld forståelse med IdHAIR overtog jeg forhandlingen i Danmark.”
1. august 2019 startede Steffen forfra – denne gang sammen med teknikeren Lene Øxenholt, der dog ikke længere er en del af organisationen, og i tæt samarbejde med Sverige.
”Jeg arbejder på agentkontrakt. Det vil sige, at vi trækker på det svenske lager og administration, og forestår salget til de danske frisører,” fortæller han.
Siden da er organisationen vokset til fire personer. Tre tidligere kolleger fra Bella Vista er kommet til, og kundeservice håndteres også i Danmark. Desuden samarbejder Schwarzkopf tæt med Rønnegaard Coiffure på Frederiksberg, som fungerer som tekniske partnere.
”Vi er en lille organisation, men vi har en erfaringsliste længere end de fleste. Vi har alle været i branchen i mange år og har berøringsflader i hele landet. Men vi har ikke domicil i Danmark, for vi skal ud på landevejen – det er dér, vi møder frisørerne.”
Små skridt og sikre valg
Coronapandemien satte, som for så mange andre, en stopper for mange planer. Alligevel lykkedes det at tage flere skridt i den rigtige retning.
”Vi har bevidst valgt at tage små skridt. Vi vil hellere bygge organisk og langsomt, end at vokse hurtigt og risikere at miste fodfæstet. Vi bygger med de penge, vi tjener, så jeg kan garantere, at de mennesker, jeg har taget med mig, også har et job i morgen,” siger Steffen.
Organisationen er stadig i opbygningsfasen, men kundebasen er blevet stabiliseret. Mange frisører, der tidligere havde forladt brandet, vender tilbage.
Fibre Clinix. Foto: Schwarzkopf
”Dog de siger det samme: Det virker jo. Og det er den bedste bekræftelse, jeg kan få.”
Tysk grundighed og pålidelige produkter
Hvad er det så, der gør Schwarzkopf til et brand, frisører vender tilbage til? For Steffen er svaret klart: ”Det er den tyske grundighed. Schwarzkopf er et faktadrevet modebrand. Produkterne er gennemtestede, veldokumenterede og pålidelige, og følger man eksempelvis farveopskriften, så kan man være sikker på, at det virker. Det er en filosofi, jeg godt kan lide: What you see is what you get. Vi lover ikke mere, end vi kan holde – og det giver tilfredse kunder.”
En af de mest markante udviklinger i Schwarzkopf de seneste år er virksomhedens grønne omstilling.
”Henkel har investeret omkring tre milliarder euro i bæredygtighed de seneste ti år med de absolut største investeringer de seneste år. Vi har reduceret vandforbruget markant, vi investerer emballage, produktionsteknologier og vedvarende energi, og der igangsættes løbende initativer som energi-effektivisering, CO₂-reduktion, cirkulær økonomi og genanvendt plast. Herudover er der udviklet conditioners, der kan skylles ud med op til 30 procent mindre vand, og vi bruger ingredienser, som kan genplantes. For hvor man tidligere konkurrerede om eksotiske ingredienser fra havets dyb og den mørkeste jungle, er alt i dag baseret på råvarer, der kan fornyes,” forklarer Steffen.
Målet er klart: Senest i 2030 skal Henkel være CO2-neutral. Al energi skal være vedvarende, emballager er genanvendelige, og hele værdikæden – fra transport til produktion – skal være bæredygtig.
”Vi siger ikke, at vi er grønne. Men vi er bæredygtige. Det betyder, at vi arbejder helhedsorienteret og tænker i cirkulære løsninger, og faktisk har vi hele 15 ud af FN’s 17 verdensmål som vores mål.”
Sociale programmer: Shaping Futures og Plastic Bank
Men Schwarzkopfs værdier handler ikke kun om produkter. De rækker også ud i verden.
Med programmet Shaping Futures uddannes udsatte børn; gadebørn og forældreløse til frisører i 33 lande. 450 frivillige – frisører, der er kunder hos Schwarzkopf – rejser ud og underviser, og siden 2010 er mere end 3.500 unge blevet uddannet og har fået muligheden for at skabe sig et nyt liv.
BLONDEME nourishing regime. Foto: Schwarzkopf
Derudover har Henkel været med til at grundlægge Plastic Bank, hvor mennesker i fattige områder kan samle plastikaffald, få en ansættelse og dermed få oprettet en bankkonto i bytte. ”I mange lande er det måden at blive registreret som en del af samfundet på, og ikke mindst en måde, hvorpå de kan forsørge sig selv.”
”Det er tiltag som det, der gør Schwarzkopf til mere end bare hårprodukter. Det handler om værdier og om at tage ansvar. Og det er en af grundene til, at jeg er stolt af at repræsentere brandet i Danmark,” siger Steffen.
Produkter, der følger med tiden
Mens værdierne ligger som fundament, udvikler Schwarzkopf konstant nye produkter. Klassikere som Osis og Silhouette er stadig stærke, men nye stjerner har også meldt sig.
En af dem er Blonde Me Care serien, der bygger på den helt nye Bondfinity Technology. En anden er Fibre Clinix, som ligeledes introducerer den nyeste generation af bonding-teknologi Bondfinity Technology.
”Vi har knækket koden til at genskabe keratinkæden – ikke kun hæfte den sammen. Det giver et hår, der er smidigt, elastisk og gennemredeligt. Og frisørerne kan skræddersy behandlinger med boosters, så hver kunde får præcis den pleje, deres hår har brug for. Det er en ny forretningsmulighed for salonerne, især fordi 80 procent af de unge, danske kvinder har langt hår og derfor ikke kommer i salonerne så ofte. Med Fiber Clinic kan frisørerne tilbyde en luksuriøs behandling, der får kunderne til at vende tilbage lidt hyppigere.”
På herresiden har Schwarzkopf satset stort med brandet STMNT – en luksuriøs grooming-serie udviklet i samarbejde med tre af verdens bedste barbers. Serien er allerede en succes internationalt og er ved at finde fodfæste i Danmark.
En stille, men stabil vækst
Selvom brandet stadig er relativt usynligt i Danmark, arbejder Steffen og hans team målrettet på at styrke tilstedeværelsen.
”Vi er ikke aggressive. Vi banker ikke på alle døre. Vi koncentrerer os om de kunder, vi har, og bygger videre derfra. Mange finder os gennem sociale medier – især fordi Schwarzkopf i USA er enormt stærke på formidling på SoMe, og mange danske frisører følger de amerikanske kolleger og bliver inspireret af deres teknikker,” fortæller Steffen.
Fibre Clinix. Foto: Schwarzkopf
Organisationen dækker hele landet: Steffen tager sig af Midtjylland, Fyn og Sjælland, mens Jesper arbejder i Sydjylland og på Lolland-Falster, Per dækker Nordjylland, og Søren på kundeservice telefonen.
”Ønskescenariet er at få en eller to sælgere mere, så jeg bl.a. kan blive aflastet og får tid til også at tage mig af den administrative del. Men vi forsøger at agere smart i stedet for stort. Vi har ikke et kæmpe marketingapparat – det er mig, der både er lager, marketing og ledelse. Men vi arbejder hver dag på at blive større, bedre og mere synlige.”
Taknemmelighed og ambitioner
På spørgsmålet om, hvor Schwarzkopf står i Danmark i dag, svarer Steffen eftertænksomt:
”Vi er for usynlige, ja. Men vi er her. Og vi er taknemmelige for de kunder, der har hængt ved, og for dem, der er vendt tilbage. Det bekræfter mig i, at vi gør det rigtige. For mig handler det om at skabe en organisation, der ikke kun eksisterer i dag, men også i morgen. Og om at bygge noget, der kan vokse stille og roligt,” siger han og slutter af med at slå fast: ”Vi går og gør mange ting i det skjulte. Men én ting er sikkert: Schwarzkopf er kommet for at blive – også i Danmark.”