Et nyt nordisk brand med kant og bevidsthed

Rebelle Copenhagen er et nyt, dansk brand til pleje af hænder og krop, og målet for Christian Vedel Egly, manden bag Rebelle Copenhagen, er at få brandets bæredygtige produkter ud, hvor de kan skabe merværdi – bl.a. i frisørsaloner.

Rebelle Copenhagen er et nyt dansk brand. Foto: Rebelle Copenhagen

23.09.2025

Pia Finne, hair.dk

I mere end to år har Christian Vedel Egly arbejdet på at udvikle sit eget brand, og i november 2024 kunne han endelig lancere Rebelle Copenhagen – et nyt dansk brand produceret i Sverige med fokus på krops- og håndplejeprodukter samt duftpinde og room mists, der kombinerer enkelhed, skandinavisk æstetik og en stærk bæredygtighedsprofil.

”Jeg har været agent i mange år, men jeg havde lyst til at prøve kræfter med at skabe noget selv. Jeg ved, hvad jeg er god til, og jeg har gode kontakter i branchen. Det gjorde det muligt at sætte et brand i verden, som føles ægte, gennemtænkt og meningsfuldt,” fortæller Christian.

En nordisk identitet

Rebelle Copenhagen bærer allerede i sit navn en klar identitet: København som udgangspunkt, men med stærke bånd til Sverige. Produktionen foregår nemlig på den anden side af Øresund, hvor Christian har fundet de rette samarbejdspartnere til at udvikle produkter med konsistens, duft og ingredienser i absolut topklasse.

”Sverige er virkelig dygtige på produktionssiden, især når det gælder plantebaserede formler og råvarer af høj kvalitet. Jeg synes, det er fedt, at vi kan holde det lokalt og samtidig levere noget, som rammer den skandinaviske ånd – rene linjer, simple formler og produkter, der føles rigtige, når man bruger dem,” siger han.

Produkterne er dermatologisk testede, veganske og plantebaserede. Emballagen er minimalistisk, lavet af glas eller POP – Prevent Ocean Plastic™ – en type genbrugsplast indsamlet fra kystområder i risikozoner for havforurening. Her er intet tilfældigt: Fra indhold til det ydre er Rebelle Copenhagen bygget på gennemsigtighed og omtanke.

Produkter med appel

Sortimentet er bredt, men fokuseret. Rebelle Copenhagen arbejder med produkter til krop, hænder og dufte. Der er ingen ansigtspleje eller avancerede serummer – i stedet handler det om enkle, hverdagsnære produkter, der kan finde vej ind i både hjem og professionelle rum.

Udtrykket er enkelt og nordisk. Foto: Rebelle Copenhagen

I kollektionen finder man blandt andet håndcreme, håndsæbe, læbepomade, room mist, duftpinde og kropsplejeprodukter i forskellige dufte og varianter. Nye produktkategorier er også på vej, blandt andet et opvaskemiddel, som flere kunder efterspørger, samt et samarbejde med Organic Konjac om eksfolierende svampe.

”Jeg vil gerne holde sortimentet enkelt og gennemskueligt. Det skal være produkter, man forstår, og som man kan lide at bruge. Og så skal de se godt ud i hjemmet – eller i en salon,” forklarer Christian.

Selvom Rebelle Copenhagen først og fremmest har haft interiørbutikker som primær målgruppe, er potentialet i frisørbranchen tydeligt. Produkterne har en visuel tiltrækning, en stærk historie og et forbrugsmønster, som passer perfekt ind i salonen.

”Jeg oplever, at produkterne fungerer godt til mersalg. Når en kunde sidder i stolen og får en behandling, eller når de står ved kassen, kan de lige så godt få øje på en flot håndcreme eller en room mist. Det er ikke produkter, der kræver lange forklaringer – folk kan dufte, føle og straks forstå dem. Det gør dem oplagte til den impulsive tilføjelse til kurven,” siger Christian.

For frisørsaloner handler det ofte om at skabe en helhedsoplevelse. Her kan Rebelle Copenhagen blive en del af fortællingen. En velduftende håndsæbe på kundetoilettet, en room mist ved vaskepladsen eller en diskret placeret duftpind kan forstærke oplevelsen af salonens atmosfære. Når kunderne derefter kan tage samme duft eller samme produkt med hjem, skabes en stærk rød tråd fra salonen til dagligdagen.

At Christian har erfaring i bagagen, er ikke til at tage fejl af. Han har i mange år arbejdet med agenturer og haft fingrene nede i både salg og produktudvikling. Den viden kom ham til gode, da han besluttede sig for at skabe sit eget brand.

”Jeg kender både produktionssiden og salgssiden. Jeg ved, hvem jeg skal samarbejde med, og hvor det giver mening at sætte ind. Det betyder også, at jeg kan tænke strategisk: Hvilke produkter giver værdi? Hvor er der plads i markedet? Og hvordan skaber man et brand, som butikkerne har lyst til at tage ind?” siger han.

Det har vist sig at være en succesfuld strategi. På blot få måneder er Rebelle Copenhagen kommet godt fra start og har allerede etableret samarbejde med agenter i Norge, Sverige og Island, og lige nu arbejdes der på at udvide til Benelux-landene.

Bæredygtighed som fundament

I en tid, hvor forbrugerne i stigende grad stiller krav til gennemsigtighed og ansvar, står Rebelle Copenhagen stærkt. Brandet bygger på bæredygtighed i alle led – fra råvarer til emballage.

”Jeg vil gerne kunne se mine kunder i øjnene og sige, at vi gør tingene ordentligt. For det handler om ikke at pynte sig med lånte fjer, men om at have styr på hele processen. Jeg har selv brug for at kunne fortælle en historie, der er hold i,” siger Christian.

Forbrugerne er ikke altid uddannede til at gennemskue hele produktionskæden, og derfor er det vigtigt for ham, at brandet kan formidle det på en enkel og ærlig måde.

Alt emballagen er skabt af ocean plastic. Foto: Rebelle Copenhagen

Selvom Rebelle Copenhagen er et ungt brand, er modtagelsen positiv – og til tider overraskende.

”Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor godt produkterne sælger i de fysiske butikker. Det er jo altid en udfordring, når man lancerer noget nyt og ukendt, men kunderne tager virkelig godt imod det. Og det giver også butikkerne noget særligt: Produkterne ligger ikke online alle mulige steder, så kunderne har en grund til at komme tilbage til netop deres butik for at købe det,” fortæller Christian.

For frisørsaloner kan det være en vigtig pointe: At kunne tilbyde noget eksklusivt, som kunderne ikke finder på hver en webshop, kan være med til at styrke loyaliteten.

Samarbejder og innovation

En central del af Christians tilgang er samarbejder. Han arbejder allerede på limited editions og co-branding-projekter, blandt andet med Organic Konjac.

”Jeg tror på, at samarbejder gør os stærkere. Når man spiller hinanden gode, kan man nå ud til målgrupper, man ellers ikke havde adgang til. Det handler om at tænke nyt, skabe noget anderledes og hele tiden holde brandet spændende,” siger han.

En god ven og sparringspartner minder ham ofte om mantraet ”change or die”. For Christian handler det om at være åben, nysgerrig og klar til at tage chancer – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Fremtiden – Paris og videre ud i verden

Selvom Rebelle Copenhagen stadig er i sin spæde start, er ambitionerne klare, og Christian ser messer som en nøgle til fremtiden, og her står Maison&Objet i Paris højt på listen.

”Messerne er helt afgørende. Det er dér, man møder folk, knytter kontakter og får de aftaler, som kan vende en virksomhed på hovedet. Vi har allerede været i gang i Norge, på Færøerne, i Island og Grønland, og nu er Benelux i spil. Men messen i Paris er et sted, vi vil være fast, fordi det er dér, man virkelig kan åbne dørene til resten af Europa,” fortæller han.

Rebelle Copenhagen er ikke et traditionelt brand – og det er netop styrken. For frisørerne kan det være en chance for at tilføje en ekstra dimension til deres forretning.

Foto: Rebelle Copenhagen

Produkterne er nemme at forstå, æstetisk tiltalende og bærer på en historie, som kunderne kan spejle sig i. De kan bruges i salonen til at skabe stemning og velvære – og de kan sælges som en naturlig forlængelse af kundens oplevelse.

For Christian handler det om at skabe produkter, som føles rigtige. Og for frisørbranchen handler det måske om at turde tænke ud over hårplejen og tilbyde kunderne en helhedsoplevelse, hvor sanserne er i centrum.

”Jeg synes, vi har ramt noget simpelt, men stærkt. Produkter, som ser godt ud, dufter godt og føles rigtige. Jeg tror, det er derfor, folk tager så godt imod dem,” slutter Christian.

sådan kan du skabe mersalg

1. Ved behandlingspladsen
Lad kunderne opleve håndcreme eller læbepomade, mens de sidder i stolen. Når de selv mærker konsistens og duft, øges sandsynligheden for, at de vil købe produktet med hjem.

2. I vaskeområdet
Brug Rebelle Copenhagens håndsæber og room mist til at skabe en helhedsoplevelse. Duften forstærker stemningen og gør besøget mere sanseligt.

3. Ved kassen
Placér små produkter som læbepomader og håndcremer tæt på kassen. Det gør dem oplagte som impulskøb – især når kunden allerede har haft en sanseoplevelse i salonen.

4. Som gavesæt
Lav små pakker med f.eks. håndsæbe og duftpinde, der kan købes som værtindegaver eller til selvforkælelse. Gavesæt skaber mersalg og højere gennemsnitskøb.

5. Som signaturduft i salonen
Vælg en bestemt duftvariant og brug den konsekvent i duftpinde eller room mist. Det giver salonen en unik signaturduft, som kunderne kan tage med hjem – og som forlænger oplevelsen af besøget.

Worldline

Sponseret

Kan en frisør fra Fyn tjene 7.000 kr. på en time?

Relateret indhold

23.09.2025hair.dk

Et nyt nordisk brand med kant og bevidsthed

22.09.2025Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Skab bedre kundeoplevelser med en professionel behandling

15.09.2025hair.dk

Få styr på reglerne om tilbud til Black Friday og jul

12.09.2025Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Føl dig heldig i efteråret med Framar's Get Lucky-kollektion

11.09.2025PARK Styling

Sponseret

Frisørsalon med fuld fart på

08.09.2025Frisørland Hair and Body Care

Sponseret

Arne Jacobsen 7'er - når ikonisk design og håndværk smelter sammen

05.09.2025hair.dk

Ny analyse: Markant flere ikke-vestlige indvandrere kommer hurtigt i job

22.08.2025hair.dk

Forbrugerne søger kønsneutrale produkter

Jobmarked

Se alle

Events

Se alle

Udgiver

Horisont Gruppen a/s

Strandlodsvej 44

2300 København S

Telefon: 53506060

www.horisontgruppen.dk

Copyright 2023