Når kærligheden til faget holder håbet i live

At drive en frisørsalon i Danmark anno 2025 er alt andet end nemt. Det ved Tina Kjøller, der er gift med Peter Kjøller, som er indehaver af Frisør Clara Velvære i Hvidovre, bedre end de fleste. Hun har været frisør i mere end fire årtier, har undervist på frisørskolen, drevet flere saloner og klippet både kendte fodboldspillere, skuespiller og loyale stamkunder i mange år. Men hun har også stået i stormvejr så mange gange, at hun flere gange har været tæt på at kaste håndklædet i ringen. Alligevel holder hun fast. For, som hun siger: “Jeg elsker faget. Jeg kan ikke lade være.”

Da Tina begyndte som elev tilbage i 1981 i Lyngby, var frisørfaget præget af sammenhold, konkurrencer og klubber, hvor eleverne mødtes, trænede og udviklede sig. Frisørskolen fyldte dengang tre etager på Glentevej, i dag fylder den tre store faglokaler på en ny adresse.

“Dengang var det helt naturligt, at man brugte sine aftener på at træne, bl.a. på frisørskolen, vi havde konkurrencer og opbygge et netværk. Vi lærte ikke bare teknikker, men også disciplin og respekt for faget, og jeg elskede, når turen gik mod Smallegade hvor der var undervisning hos forbundet af både GunBritt, Kirsten Buch, Søren Hedegaard og flere af de store navne fra den tid,” fortæller hun.

I dag oplever hun et helt andet billede: “Rigtig meget er væk. Der er ikke det samme sammenhold, og mange unge brænder slet ikke for faget på samme måde. De vil have deres fritid og familie - og det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Men de giver desværre alt for tidligt op i branchen.”

En branche, hvor man bliver brugt 

Efter mange år som både salonindehaver og faglærer på frisørskolen åbnede Tina´s mand salonen til hende, så hun kunne blive ansat i flexjob p.g.a. sin slidgigt for ti år siden. Hun havde masser af kunder og erfaring – så muligheden stod pludselig åben, men kampen om at finde og fastholde medarbejdere skulle vise sig at blive hendes største udfordring.

“Jeg har oplevet alt. Den første, vi ansatte, tog jeg i at stjæle ved at lade kunderne betale med MobilePay til hendes egen konto. En anden meldte sig syg, men arbejdede samtidig i en anden salon mens hun fik sygepenge fra os. Vi har haft ansatte, der konstant kom for sent, og en der altid var forsinket, nogle flyttede væk, på grund familiens misbrug, og andre gav pludselig op. Hver gang står man som ejer tilbage med problemerne.”

Tina nævner også en episode med en medarbejder, der å et tidspunkt sagde: ” du er alt for flink Tina, en dag er der en, der tager røven på dig”. Og det gjorde hun. ”Efter at have arbejdet med eget cvr-nummer hos os, tog hun kopier af vores kundekartotek, mens jeg var på ferie, hvorefter gik hun og en kollega fra salonen sagde op og åbnede deres egen salon med en stor del af vores kundekartotek som base – kun 300 meter fra vores salon,” fortæller Tina, og hun slår fast, at man må erkende, at det næsten er umuligt at beskytte sig, når man har en indlejer i sin salon. 

”Og er du ikke er med i en fagforening, står du helt uden støtte, og det bliver altid virksomhedsejeren, der må betale,” siger Tina, og hun fortæller, at trods medlemskab af SMW Danmark blev kampen i denne situation for hård. ”Jeg orkede ikke at anlægge sag med demange omkostninger, der følger, så vi råd er klart:  Få ALDRIG kollegaer med eget cvr i salonen. De to, der startede der egen salon på Tinas kundekartotek, overlevede dog kun ganske kort tid. ”Og vi var rigtig glade for støtten fra vores loyale og trofaste kunder.”

I dag er Tina igen medlem af DOFK, og hun er lykkelig for det. ”Jeg fandt ud af, at forbundet er en nødvendighed på den hårde måde.” I øvrigt har hun været medlem i 35 år, men måtte melde sig ud, da hun valgte at have stoleleje. ”Det havde en konsekvens, og det gør vi aldrig mere.”

Som om det ikke var nok med udfordringer blandt medarbejdere, oplever Tina også, at systemet spænder ben. Hun fortæller om en ansat, der søgte plejeorlov efter seks måneders ansættelse, og som fik bevilliget en løn fra kommunen, som lå højere, end Tina kunne betale i salonen. Hun var nemlig ansat på 25 timer, men oplyste kommunen, at hun var ansat i 37 timer så hun kunne søge fuld plejeorlov. ”Kommunen undersøgte slet ikke rigtigheden af hendes påstand, og dermed kunne vi jo konstatere, at alt var planlagt fra starten, og at hun kun brugte os til at komme videre i systemet.”

Når livet rammer – og man stadig ikke giver op

For nogle år siden blev Tina ramt af alvorlige helbredsproblemer. Hun måtte opereres i begge hænder og var væk i et halvt år. Da hun vendte tilbage, stod hun igen med en ny start foran sig, hvor hun ikke selv længere kan være i salonen mere end et par dage om ugen.

“Jeg tænkte mange gange: Nu lukker jeg bare. Det ville være det nemmeste. Men jeg kunne ikke. Jeg elsker jo faget og mine kunder –. Det er en livsstil.”

Corona-årene gjorde det ikke lettere. Nedlukningerne kostede hende næsten 300.000 kroner, og hun måtte kæmpe sig tilbage endnu engang. “Det er jo penge, der kunne være brugt på udvikling, men i stedet kom det hele til at handler om overlevelse, og desværre var der jo også mange kollegaer, der ikke kunne løfte sig igen.”

I dag har Tina otte ansatte, inklusive elever, og hun understreger, at hun har et stærkt hold – men vejen dertil har været fyldt med skuffelser.

“Jeg har haft ti ansættelser, der er gået galt. Ti! Det slider på én, hver gang. Man investerer tid, penge og energi, og så forsvinder det mellem hænderne på én. Derfor er jeg blevet mere forsigtig. Og jeg tager næsten heller ikke folk på prøve mere, for også her fik jeg problemer med en, jeg havde på prøve til en ledig stilling. Da vi efterfølgende ikke kunne blive enige om arbejdstider med mere, og hun ikke ville tage imod det 15-timers job, jeg tilbød, sagsøgte hun mig for 100.000 kr., fordi hun var gravid. Hun havde ingen ansættelseskontrakt og var KUN var på prøve i 12 timer, men hendes fagforening påstod, at graviditeten, som vi ikke kendte til, var årsagen til, at vi ikke ansatte hende. Så også her skulle vi kæmpe mod systemet.”

Hun har dog stadig håb for fremtiden: “Jeg har tre dygtige frisør, som har været i salonen en del år, og dem kan jeg kan bestemt stole på, vi har en ny 3. års elev, der forhåbentlig bliver, for vi skal have unge ind i branchen, det er meget vigtigt, selv om det næsten er umuligt at få kvalificerede ansøgninger. Og de få, der kommer, holder sjældent længe,” fastslår Tine, der også har haft to elever, som er stoppet før tid. ”Her har vi heldigvis haft DOFK på banen til at hjælpe med ulovlig udeblivelse og usande historier, og begge pigerne har måttet betale en bod til salonen.”

Tina har også lige ansat yderligere frisører. Den ene har været selvstændig i 12 år og er ansat i flexjob. Den anden er ansat på 37 timer. Herudover har Tina et samarbejde med en negletekniker og en vippeteknikker i separate lokaler i salonen, hvilket fungerer fint.

En branche uden beskyttelse

Noget af det, der bekymrer Tina mest, er, at frisørfaget i dag ikke er en beskyttet titel. “Enhver kan kalde sig frisør. Det underminerer hele branchen, for når man kan få en klipning til 75 kroner lavet af en fyr, der har lært det på YouTube, så tror kunderne, at det er det samme som vores håndværk. Men det er det ikke.”

Hun mener, at både forbund og organisationer burde tage større ansvar i den del: “Hvor er elevklubberne, konkurrencerne, kurserne, netværket? Vi burde stå sammen i stedet for at se hinanden som konkurrenter. Vi er for ubeskyttede, og det ødelægger faget.”

Tanker om fremtiden

Selvom Tina flere gange har overvejet at sælge salonen, bliver hun ved. Hun har tilpasset sig virkeligheden, og hun arbejder fortsat på at skabe en salon, der skiller sig ud.

“Jeg vil ikke lave kræmmermarked eller være den billigste. Jeg vil levere kvalitet og faglighed. For mig er hår ikke bare hår – det er et håndværk.” Og i vores salon er vi en stor familie, vi er tæt på vores kunder og behandler vores personale pænt. Men hun er ærlig om, at det ikke er sjovt at være virksomhedsejer i frisørbranchen længere. “Jeg bruger mere tid på at slås med myndigheder, advokater og kontrakter, end jeg gør på at være frisør. Det er ikke sådan, det burde være.”

Når man spørger Tina, hvorfor hun stadig driver Frisør Clara Velvære, kommer svaret uden tøven: “Fordi jeg elsker det. Jeg elsker kunderne, faget, det at skabe noget med mine hænder. Jeg kan ikke give slip på det, selvom det koster dyrt både økonomisk og psykisk. Butikken er min baby, og dem smider man jo ikke bare sådan væk.”

Hun håber dog, at branchen kan finde tilbage til noget af det sammenhold, hun selv oplevede som ung frisørelev. “Hvis vi kunne få konkurrencer, kurser og netværk tilbage, ville det give noget stolthed og energi. Og så skal vi have styr på reglerne, så vi ikke bliver efterladt som virksomhedsejere uden beskyttelse.”

En appel til branchen

Til de unge, der drømmer om at blive frisører, har Tina et klart budskab: “Man skal ville det. Det er hårdt arbejde, men har du hjerte for faget, kan du få et godt liv som frisør. Man kan sagtens tjene en god løn i vores branche, hvis man er dygtig, flittig og brænder for det.” Jeg plejer at sige til mine elever, gør dig til noget særligt, for vores fag er noget særligt, og vi er kunstnere.”

Og til kollegerne: “Vi skal stå sammen. Vi kan ikke længere klare det alene. Der er for mange udfordringer – både fra systemet, fra konkurrencen og fra et arbejdsmarked, hvor alt for mange ikke tager ansvar. Vi skal bruge vores netværk, tale sammen og dele. Men vi kan stadig noget helt særligt, hvis vi husker, hvorfor vi valgte faget.”

Tina runder af med en sætning, der opsummerer hendes kampvilje, trods alt:
“Det nemmeste ville være at lukke – men jeg kan ikke. Jeg elsker mit fag, og jeg nægter at give op.”