40 år med IdHAIR: Kæmpe jubilæumsshow samlede branchen i Aarhus
Lørdag den 12. september dannede Hermans i Tivoli Friheden rammen om en storstilet fejring, nemlig IdHAIR´s markering af sit flotte 40-års jubilæum i frisørbranchen. Over 400 frisører, samarbejdspartnere fra såvel ind- som udland samt venner af huset, var mødt op til en begivenhed, der forenede faghåndværk med en fantastisk festlig aften.
Foto: IdHAIR
Fejringen tog sin begyndelse om eftermiddagen, hvor Tivoli emmede af flotte, festligt stylede forventningsfulde gæster, der alle var klar til at blive underholdt af et flot show på scenen. Efterfulgt af en udsøgt tre-retters gourmetmenu, der blev indtaget i en smuk pyntet sal, hvorefter der var lagt op til fest og dans.
Bag kulisserne havde forberedelserne stået på i månedsvis. Allerede tidligt lørdag morgen mødte IdHAIR´s store tekniske stab ind, under kyndig ledelse af art director Stig Bo Andersen. Godt 80 modeller skulle styles med smukke og fantasifulde håropsætninger, inden de kom på catwalken og præsenterede et helt unikt og spændende hårshow. Scenen rummede mere end blot hår og styling, modellerne fik selskab af graffitimalere, klassiske musikere og motorcykler. Badet i professionelt lys og lyd blev det knap 2 timer lange show eksekveret i et højt og pulserende tempo. Virkelig en kæmpe præstation af art teamet fra IdHAIR, der fortjente stor stående applause.
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Efter det storslåede show blev gæsterne budt på champagne og det var tid for de mange gæster at mingle. Fælles for dem alle, har de frisørfaget tilfælles, så snakken gik livligt.
Gæsterne blev herefter budt ind i den smukke festlige sal, hvor middagen skulle indtages. Selvom æren for virksomhedens 40-årige lange flotte historie, tilfalder Preben Munch, var det sønnen, Marc Munch Kjærgaard, der bød salen velkommen fra scenen. Med et glimt i øjet forsøgte han at takke forsamlingen på samtlige af de sprog, der var repræsenteret ved bordene, og benyttede samtidig lejligheden til at rette fokus mod gæsterne:
"Det er helt fantastisk og overvældende at se så mange venner af huset, som vil bruge deres aften sammen med os," lød det fra Marc Munch Kjærgaard. "Og ganske vist er det os, der har 40-års jubilæum, men som vores introvideo lagde vægt på: Vi er her også for at fejre jer. Jer, som har støtte op om IdHAIRs rejse ved at købe produkter af os. Uden jer var vi her slet ikke."
Da middagen var overstået, satte bandet The Show for alvor gang i festen og fik hurtigt selskabet op af stolene. Det helt store brag kom, da musikeren Christopher efterfølgende gik på scenen og gav den fuld gas. Koncerten markerede dog langt fra slutningen på arrangementet. Rundt om i salen lyste barerne indbydende op og sørgede for en lind strøm af farvestrålende drinks og forfriskninger. Der blev festet til ud på natten, og endnu engang blev det bevist, at det ikke er for ingenting, at man siger, at frisører kan feste. At dømme ud fra stemningen, er der ingen tvivl om, at IdHAIR er mere end klar til at tage 40 år mere i branchen.
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
Foto: IdHAIR
