Hvor tit skal jeg vaske hår?
Der er stor uenighed om, hvor tit man bør vaske sit hår. Mange sværger til kun at vaske håret én gang om ugen og hævder, at det bevarer hårets naturlige glans og holder hårbundens mikrobiom i balance. I beauty-verdenen betragtes det nærmest som et tabu at vaske hår hver dag.
Det kan være sandt nok, men kun hvis du bruger skrappe shampooer og produkter, der udtørrer hårbunden eller svækker håret. I sidste ende afhænger det hele nemlig af dit valg af produkter, måden du vasker håret på, og ikke mindst din unikke hår- og hårbundstype.
Prøv at vaske håret hver eller hver anden dag
Hvor shampooer med problematiske stoffer kan skade, kan produkter med de rigtige ingredienser og udviklet med den rette teknologi være til stor gavn for både hår og hårbund.
Vores grundlægger, Lars Skjøth, sammenligner hårbunden med huden i ansigtet: “Tænk på det sådan her: Du vasker dit ansigt hver eneste dag. Ligesom huden i dit ansigt har din hårbund også brug for at blive renset, næret og plejet rigtigt for at kunne fungere optimalt. Huden på din hårbund er ovenikøbet mere sart end din ansigtshud og kræver derfor ekstra pleje.”
Bliver håret ikke mere fedtet af at blive vasket dagligt?
Sandheden er, at du intet kan gøre for at undgå, at dit hår bliver fedtet. Det er en udbredt misforståelse, at mindre hårvask nedsætter hårets og hårbundens produktion af olier.
Hvis du er født med en fedtet hårbund, ændrer det ikke på noget, at du springer nogle hårvaske over. Din hårbund vil stadig være fedtet. Det er endnu en god grund til at vaske håret dagligt eller så tit, du kan.
Det afhænger af din hårtype
Selvom vi anbefaler, at du ofte vasker hår, er alle forskellige og har forskellige behov. Hvor tit du bør gøre det, afhænger i høj grad af din hårtype.
Glat hår: vask dagligt
Glat hår har ofte en tendens til at producere mere olie. De lige hårstrå gør det nemmere for olien fra hårbunden at bevæge sig ned langs håret, især hvis det er tyndt. Derfor anbefales det generelt, at personer med glat hår vasker håret dagligt.
Hvis du vasker håret hver dag, er det vigtigt at bruge milde shampooer for at undgå tørhed og kløe i hårbunden. Hvis du ikke har mulighed for at vaske håret dagligt, så gå efter hver anden dag med en dybderensende shampoo, der er fri for sulfater og parabener, f.eks. Stabilizing Scalp Shampoo. Det er også vigtigt at følge op med en grundig fugtgivende behandling efter hårvasken.
Bølget hår: vask hver eller hver anden dag
Personer med bølget hår bør også vaske det hver eller hver anden dag. Hårtypen har en tendens til hurtigere at ophobe olie og produktrester end mere krøllet hår – især nede ved hårrødderne, mens spidserne ofte forbliver tørre. Regelmæssig hårvask hjælper med at opretholde en sund hårbund og forhindrer, at håret virker tungt og fedtet.
