En fletning er ikke bare en fletning. Den kan nemlig komme i adskillige former og genrer. Den kan både være romantisk, chik og elegant. Den kan være stor eller lille, stram eller løs. I denne artikel kan du få lidt inspiration og vejledning til tre af de mange muligheder, der byder sig.
Den chikke fletning
Det kræver indimellem lidt tålmodighed at være trendy, men når først du har lært at lave den chikke sildebensfletning, vil du med sikkerhed også skille dig ud fra mængden. Tag dit hår over til den ene side og sæt en elastik i. Del håret op i to lige store totter og tag en lille mængde hår fra den yderste del af den ene tot og før den over til den anden tot. Gør derefter det samme nu blot modsat. Sådan fortsætter du hele vejen ned, og når du er færdig, vil du opdage, at du har fået en super fræk og anderledes fletning.
Den elegante fletning
Hvis du går efter et mere sofistikeret look, kan en stram frisure hjælpe dig godt på vej. Red håret tilbage i en høj hestehale. Det tilbageredte hår må gerne være skrabet. Flet en almindelig fletning i det opsatte hår og sno det nu rundt om elastikken. Sæt hårnåle i indtil fletningen sidder fast som en knold på hovedet. Hvis man vil have variation i denne frisure, er et godt råd at eksperimentere med forskellige placeringer af knolden. En anden mulighed er for eksempel at sætte den nede i den ene side, hvilket vil give frisuren et sødere touch.
Den romantiske fletning
Når man skal lave en romantisk fletning, er løst og fyldigt nogle af nøgleordene. For at give håret fylde kan du starte med at toupere det øverste af håret. Pas dog på ikke at toupere håret for meget, da det her kan blive for svært at flette. Det romantiske look kan udfolde sig på mange måder, men en fransk fletning udstråler ofte romantik. Start den eventuelt ved det ene øre og før den hele vejen bagom hovedet mod den modsatte skulder. Den franske fletning tager udgangspunkt i den almindelige fletning. Del tre totter og før den højre over den midterste. Før derefter den venstre over den midterste. Når dette er gjort, skal du tage den højre plus lidt hår fra højre side og lægge over den midterste, og sådan fortsætter du hele vejen ned. Når fletningen er færdig kan du tilføre frisuren ekstra fylde ved forsigtigt at vride og trække lidt i fletningen.
Dette var blot få bud på , hvordan du kan skabe forskellige looks med flet. Og et ekstra fif er… brug et fint silkebånd som accessories i din frisure ved at fæstne båndet med en elastik for herefter at flette det med ind i håret. Dette fif egner sig bedst til fletninger, hvor du netop først sætter en hestehale for derefter at lave fletningen.
Denne artikel er endnu ikke rated - Klik på det antal stjerner du synes artiklen skal have
Tip en ven Kommenter / Rate artikel